Niels Jansen

I går var det præcis 6 måneder siden at jeg blev opereret. I den anledning postede nogle billeder af hvordan jeg ser ud. Dvs. billeder hvor jeg har bar overkrop. Jeg tog en hel masse, som jeg plejer at gøre når jeg dokumenterer min fysiske transition. Først valgte jeg det jeg synes så pænest ud og postede det. Det er et hvor jeg poserer sådan at de fedt-depoter jeg har ude i siden af min brystkasse ikke kan ses, fordi jeg holder armene oppe, og hvor billedet er beskåret sådan at man ikke kan se alt det fedt der nu har sat sig fast på maven på den karakteristiske maskuline måde. Man kan se at min brystkasse er blevet større og at mine muskler er begyndt at have noget mere definition, men man kan ikke rigtigt se problem-områderne. Der er ikke brugt photoshop, men man kan virkelig gøre meget med den rette vinkel og den rette beskræring. 

Men jeg havde jo taget mere end et billede. Og på nogle af de andre kunne man tydeligt se både fedt-depoterne under armene (der skal opereret væk om to uger) og min prominente mave. Og når jeg ser på den slags billeder, der vises situationen som den reelt er, uden at jeg har gjort noget for at skjule problemerne, så plejer jeg at gemme dem så de kan blive potentielle “før”-billeder til om et par år når jeg skal poste noget der ser virkelig godt ud. Og jeg plejer at kigge på dem og sukke over at der endnu er så langt igen, selvom jeg har arbejdet så meget for det. Og jeg plejer absolut ikke at poste dem online, men i dag valgte jeg så at gøre det alligevel.

Det med kropsbillede er en kompliceret ting for mig. I så mange år har mit krop overhovedet ikke set ud i virkeligheden som den så ud inde i mit hovede. Jeg plejer at beskrive det som om at jeg har photoshop installeret i min hjerne, og hver gang jeg kigger i et spejl laver programmet lige en lynhurtig redigering så det jeg ser i spejlet ikke er så slemt alligevel. Jeg har set en fyr i spejlet i rigtig lang tid, også før jeg sprang ud. Jeg kan huske nogle gange hvor jeg har fået en frisør til at give sig og give mig en helt vildt butch frisure, og er kommet hjem og har kigget i spejlet og pludselig har set noget det føltes rigtigt. Også uden filter. Noget der var maskulint og rigtigt. Jeg kan huske første gang jeg så mig selv i spejlet efter min operation og genkendte mig selv, selvom jeg i virkeligheden jo aldrig har set sådan ud før. Den der følelse af at der var noget der var rigtigt og uredigeret og som mit indbyggede photoshop-forsvar ikke behøvede at gå til angreb på. 

Jeg har taget en del billeder af mig selv siden jeg begyndte min transition (og også før). Det kan virke ego-centreret og teenage-agtigt. Men billederne har en funktion ud over at fungere som dokumentation for min forandring. De hjælper mig også med at se mig selv som jeg virkelig ser ud. For den der indre photoshop app er absolut ikke holdt op med at redigere det jeg ser i spejlet, bare fordi det er blevet mere rigtigt. I spejlet er jeg langt mere muskuløs og har meget mindre fedt. Men den virker bare ikke på fotografier. På et fotografi kan jeg se hvordan min krop rent faktisk ser ud. Så jeg bruger dem til at vænne mig selv til hvordan jeg ser ud. Som et hack til at komme udenom forsvarsmekanismen. Jeg tror nemlig at det er rigtigt vigtigt at lære at acceptere mig selv. At lære at have det godt med min krop. Det var selvfølgelig en totalt umuligt opgave da den var en kvindekrop, og selvfølgelig er det stadig udelukket at jeg kan (eller skal) acceptere de dele af kroppen der stadig er kvindelige. Men resten af kroppen, den kan jeg arbejde med. Ikke kun i fitnesscenteret. Men også sådan at jeg lærer at hvile i den og føle mig hjemme i den og have det godt med den og ikke være bange for at vise den frem. 

Jeg kigger en del på billeder af mænd. Alle mulige slags mænd i mere eller mindre afklædt tilstand. Der er masser af blogs her på tumblr der udelukkende består af billeder af mænd. Jeg er sådan en der ikke har en type. Om det er en twink eller en bear eller en mørk eller en lys eller en der har en stor pik eller en der har en lille er ikke så vigtigt for mig. Jeg synes mænd er smukke og jeg kan godt lide at kigge på billeder. Og jeg synes faktisk at jeg begynder at ligne nogle af de mænd jeg ser på billederne. Ikke de tynde 18-årige eller de ultra-trænede muskelbundter eller de model-smukke. Men bear-kategorien kunne jeg godt passe ind i lige bortset fra at min krops-behåring ikke er til det. Jeg ligner en mand. Også selvom billedet er et ærligt portræt, der ikke er taget fra den rigtige vinkel. Jeg er ikke længere helt forkert, selvom jeg heller ikke er perfekt. Jeg er uperfekt på den samme måde som alle de andre uperfekte fyre. Og det giver et niveau af selv-accept har jeg aldrig været på før.

Alligvel er det svært at blive konfronteret med sig selv på den måde. Og jeg glæder mig helt vildt meget til min korrektionsoperation, så jeg kan bruge billedet som før-billede. 

En ting der optager mig meget og som jeg tænker på stort set hele tiden er bottom surgery. Den operation jeg allerede har fået lavet, top-surgery, drejer sig om at få en flad maskulin brystkasse. Det har hjulpet mig meget og gjort meget for mig selvværd og fysiske og psykiske velbefindende. Men jeg bliver mere og mere klar over for hver dag der går at det bare ikke er godt nok. Hvis jeg nogensinde skal blive helt tilpas i min egen krop bliver jeg nødt til at gå skridtet videre.

Vi transmænd har 3 ikke specielt optimale muligheder at vælge imellem. Den første er at gøre ingenting. Leve med det udstyr vi nu engang har mellem benene. For nogle er det ikke et problem. De bruger gerne det udstyr de har og kan have intime forhold til andre mennesker med det, uden at det giver kvaler. Der findes en særlig porno-kategori, FTM-porno der simpelthen går ud på at se transmænd stoppe alt muligt op i dem selv og have det sjovt med det. Buck Angel er det mest berømte eksempel, han har skabt sig en lukrativ karriere som “The man with the pussy”. Jeg har ikke selv set hans film da jeg har det direkte dårligt med tanken om kvindelige kønsdele i det hele taget. Det har helt klar noget med min egen dysfori at gøre. Men det er altså muligt at være tilfreds med det man har.

Den anden mulighed hedder metoidplastik. En metoidplastik går ud på at man danner en penis af det der startede som en clitoris. Som de er på kvinder er de ikke store nok til at lave en penis ud af. Men transmænd tager testosteron, og når man har taget testosteron i lang tid så vokser tingene altså syd for ækvator. Det er også det der sker i foster-tilstanden: hvis fosteret får testosteron udvikler det en penis og hvis ikke bliver det samme væv til en clitoris. Ved en metoidplastik tager man den penis som allerede er dannet og skærer den fri og evt. giver den noget mere bredde vha. de indre skamlæber. De ydre skamlæber sætter man silikone-proteser ind i så man danner et skrotum. Man kan i samme omgang fjerne alle de indre kønsorganer. Man kan også føre urin-røret ud til spidsen af penis så man kan stå op at tisse. Det gode ved en metoid er at man selv kan få erektion og der er meget lidt risiko for at man mister følelsen i den. Det dårlige er at det altså bliver en lille en. 5 centimeter, hvis man er heldig. Hvis man får et godt resultat kommer den til at ligne det en lille cis-dreng render rundt med. De transmænd der kan lide at have sex med kvinder siger de godt kan penetrere med en metoid. Det er umuligt at penetrere en mand (eller en kvinde analt), den nye penis har ikke den stivhed der skal til. Andre slags sex foregår som på andre mænd, men altså i en miniature-udgave. En metoidplastik kan laves i en operation af de dygtige kirurger. Dvs. man kan efter nogle måneders heling have en penis der godt nok er lille men som man kan få erektion med. Man har et skrotum med testikel-implantater. Man kan få fjernet de indre kønsdele og få lukket hullet. Man kan stå op og tisse.

Den tredie mulighed er en phalloplastik. Her tager man en stykke hud fra et andet sted på kroppen, som regel underarmen, ryggen eller benet og ruller det sammen til en pølse og laver en penis ud af det. Længden bliver ca. 10-13 cm, og bredden er som en cis-mands penis. Man kan penetrere med den og den ser ud af og føles af noget i bukserne. Men prisen man betaler er at man ikke selv kan få erektion. Man skal have installeret et eller andet form for plastik-system så den kan pumpes op. Man er med andre ord impotent. Og det med at få indsat et erektions-system sker kun hvis følelsen overhovedet vender tilbage i penis (man skal kunne mærke om der er noget der gør ondt hvis der er noget galt). Man risikerer også at miste evnen til at få orgasme. Som de fint skriver  ”85% af alle opererede kan stadig få orgasme efter operation”. Dvs. 15% kan ikke. En phalloplastik tager flere operationer. Det færreste antal er 3. Nogle steder er det mere. Det foregår over mange år. Den er normal-størrelse, men den ligner ikke en cis-mands penis ved nærmere inspektion (selvom der er nogle meget dygtige kirurger derude, og resutaterne bliver bedre og bedre). Skrotoplastik er det samme som med metoid’en og man kan føre urinrøret ud i spidsen så man kan stå og tisse (selvom det er en meget mere risikabel og kompliceret operation pga. længden). 

Så, det er valget: ingenting, lille eller impotent. Jeg er seriøst interesseret i at høre fra cis-mænd: hvad ville I vælge hvis det var de eneste muligheder i havde? Og til jer der tænder på mænd: hvad kunne i bedst leve med at jeres partnere havde af de tre muligheder? 

For mig, personligt, er “lille” den mulighed jeg bedst kan leve med. Ingenting er hvad jeg har haft hele livet, og det er ikke godt nok. Det kan godt være at “lille” på mange måder heller ikke er godt nok, men jeg føler at det vil være bedre. Impotent ville også være bedre end ingenting, men ikke bedre end lille, ihvertfald ikke taget i betragtning af at de fysiske og økonomiske omkostninger er så meget større end med med “lille”. Jeg mener ikke at det er flere år med flere store operationer og lange rekonvalescenser og risiko for tab af følelse og store, grimme ar på kroppen og meget større økonomisk udgift er det værd. Men jeg er også vildt bange for om en metoid bliver god nok til at jeg har det godt med mig selv. Jeg har kigget på tonsvis af “før og efter” billeder som venlige og modige transmænd har lagt på nettet for at hjælpe os andre på vej. Og nogle af dem ser rigtig godt ud. Og andre ser sådan ud af de mænd der har fået dem nu skal spare penge op til en phalloplastik, fordi det slet ikke ligner det det skal. Lille kan jeg leve med, men hvad nu hvis det ikke ligner og ikke føles som mandlige kønsdele. Så er det jo ikke godt nok. Og hvordan det ser ud afhænger primært af hvad man allerede har mellem benene og hvordan testosteronen påvirker det. Man skal have været 2-3 år på T før man forsøger sig med en metoid. Så det er slet ikke noget jeg kan kontrollere, det med hvordan det kommer til at se ud. Måske bliver jeg en af de heldige, måske en af de uheldige. Men alt i alt ved jeg, at jeg ikke kommer udenom at gøre et forsøg.